Vedtægter

 

Vedtægter for

SKANSEN MOD NAZISME

§ 1: Foreningens navn er Skansen mod nazisme og har hjemsted i Nørresundby, Aalborg Kommune.

§ 2: Foreningens formål  er via lovlige midler og aktiviteter at bekæmpe nazismen og det menneskefjendske livssyn, der ligger til grund for denne. Såsom voldsforherligelse,  forfølgelse og opfordring til forskelsbehandling af mennesker på grund af race, hudfarve, afstamning, national eller etnisk oprindelse, samt på grund af tro, religion, køn, sprog, politisk overbevisning eller seksuel orientering. Dette sker ved:

·        at fastholde den brede folkelige modstand mod nazismen, som aktiviteterne mod ”naziborgen” på Skansen er/var et udtryk for,

·        at informere om nazismen, med hovedvægten lagt på nutidens nazisme,

·        at bidrage til indsamling af dokumentation mod nazismen,

·        at styrke koordineringen af de antinazistiske kræfter i Nordjylland,

·        at tilbyde hjælp til andre beboergrupper, som måtte komme i samme situation som beboerne på Skansen og

·        at styrke opmærksomheden omkring andre udtryksformer for nazi-aktiviteter.

§ 3: Enhver enkeltperson eller organisation (dog ikke partipolitiske organisationer), der kan tilslutte sig foreningens formål, kan indmelde sig i Skansen mod nazisme. – Medlemmer har pligt til at betale det af generalforsamlingen vedtagne kontingent

Udmeldelse kan ske med en måneds varsel. Betalt kontingent refunderes ikke.

Medlemmer, der handler i modstrid mod foreningens formål, kan udelukkes af foreningen. Bestyrelsen træffer beslutning herom. Et medlem, der udelukkes, har ret til at få sin sag behandlet på den efterfølgende generalforsamling. Dette kan ske skriftligt eller ved personligt fremmøde efter eget ønske.

§ 4: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i november eller december måned. Dagsordenen skal som minimum indeholde:

·        Valg af dirigent og referent.

·        Bestyrelsens beretning.

·        Behandling og vedtagelse af regnskab for det sidst afsluttede regnskabsår.

·        Indkomne forslag.

·        Vedtagelse af kontingent for det kommende år.

·        Valg af bestyrelse – herunder fastsættelse af bestyrelsens størrelse, der dog som minimum skal bestå af 3 personer.

·        Valg af 2 revisorer.

·        Eventuelt.

Generalforsamlingen indkaldes skriftligt og med mindst 14 dages varsel. – Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal sendes til foreningens formand senest 8 dage før generalforsamlingen.

Beslutninger træffes af de fremmødte medlemmer ved simpel stemmeflertal, medmindre andet er bestemt i denne vedtægt. Alle medlemmer, der har betalt kontingent har en stemme. Alle valg skal på begæring af blot et medlem ske skriftligt.

Bestyrelsens sammensætning skal så vidt mulig afspejle foreningens bredde.

Der kan efter bestyrelsens beslutning afholdes medlemsmøder.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes efter formanden eller bestyrelsens beslutning og skal afholdes hvis 25 % af medlemmerne kræver dette. Den indkaldes skriftligt og med mindst 8 dages varsel.

§ 5: Den på generalforsamlingen valgte bestyrelse konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær. Der kan nedsættes udvalg og arbejdsgrupper.

Beslutninger om arrangementer og aktiviteter træffes i enstemmighed. Kan dette ikke ske, skal sagen genbehandles på et efterfølgende bestyrelsesmøde, hvor der kan træffes beslutning med simpelt stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 8 dages varsel. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens arbejde mellem generalforsamlingerne.

Bestyrelsen afholder møde mindst hvert kvartal, eller når formanden eller mindst halvdelen af bestyrelsen finder det påkrævet..

§ 6: Foreningens økonomi tilvejebringes ved kontingenter, indsamlinger, gaver og bevillinger.

Den af bestyrelsen valgte kasserer fører foreningens regnskab.

Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.

De valgte revisorer reviderer regnskabet, inden dette forelægges til godkendelse på generalforsamlingen.

§ 7: Foreningen tegnes i økonomisk henseende af formanden i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer. Der kan meddeles bank- og girofuldmagt.

§ 8: Intet medlem hæfter personligt for foreningens forpligtigelser.

§ 9: Ændringer af denne vedtægt kan kun ske på en ordinær generalforsamling. Af indkaldelsen skal der fremgå, at der skal ske behandling af vedtægtsændringer.

Eventuelle ændringer skal vedtages med 2/3 flertal.

§ 10: Opløsning af foreningen skal vedtages med 2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være en ordinær generalforsamling.

En eventuel formue skal ved opløsning anvendes i overensstemmelse med foreningens formål.

Nærværende vedtægt er godkendt på foreningens ordinære generalforsamling, den 6. december 2001.